Ekkenberg

Målgruppe

Ekkenberg-Larsen Botilbud i København er et §107 Botilbud for unge-voksne i alderen fra 18 år med diagnoser indenfor autismespektret og ADHD samt eventuelle komorbide lidelser så som angst, depression og OCD.

Støtten

Den socialpædagogiske støtte gives altid med henblik på at hjælpe beboeren til at opnå selvforståelse og mest mulig selvstændighed i eget liv. Vi arbejder omkring og sammen med beboeren for at afdække og styrke beboerens ressourcer og kompetencer, samt skabe afklaring om støttebehov med henblik på at nå egne og opstillede mål.

Borgerne modtager bl.a. støtte til hverdagsstruktur, uddannelse, job, økonomi og budget, interaktion i sociale relationer, familie og fritidsaktiviteter m.m.

ADL kan være: husholdning, hygiejne, medicinhåndtering, ledsagelse til diverse ud af huset og aktiviteter. Samt støtte til selvforståelse og afklaring for fremtiden. Støtte til deltagelse i forløb med eksterne samarbejdspartnere som distrikts psykiatrien, autisme centret, STU, jobcentre m.m.
Støtten tager altid udgangspunkt i borgerens aktuelle ressourcer og kompetencer og gives med respekt for den enkeltes værdighed, selvstændighed og integritet.

Tilgang

Vi arbejder ud fra en eklektisk tilgang, med bl.a. fælles neuropædagogisk forståelse, og ser den enkelte som unik, med egne ønsker for livet, eget potentiale, egne ressourcer, udfordringer og interesser. Samtidig ved vi, at mennesker styrkes, vokser af, og kan have et fundamentalt behov for social interaktion.

Boformer

Med tanke på fællesskaber og socialisering, bor man som udgangspunkt sammen med en anden beboer i en 3 eller 4-værelses lejlighed med eget værelse, fælles toilet, fælles køkken og fælles stue. Vi forsøger altid, ud fra borgers særinteresser og profiler, at matche bofæller. I enkelte tilfælde kan der være behov for at man bor som solist i en lejlighed. Der er lejlighedsmøder i alle lejligheder, hvor beboerne, sammen med kontaktpersoner, har dialog om deres konkrete lejlighed; rengøringsaftaler, fordeling af inventar, vasketider, aftaler om gæster m.m.

Alle beboere får en lejlighedsnorm med rammer for boformen, på samme vis som der findes husordner i alm. lejebyggeri, har vi nogle normer der også skal tilgodese, at vores beboere har støttebehov.

Boligerne er beliggende på Peter Holms Vej i nummer 2, 4, 6 og 8, og fordelt sporadisk på etager blandt alm. ejere/lejere. Der er i nummer 2 på 5. sal henholdsvis th., en administrativ personalelejlighed, og tv., en beboerfælleslejlighed. I beboerfælleslejligheden er der mulighed for tag selv morgenmad, fælles frokost og aftensmad.
Beboeren er tilknyttet ét støttekontaktpersons team på 4-5 medarbejdere, der er tovholdere på støtten. Som beboer skal man kunne modtage støtte fra alt personale, og vi søger at tage højde for den enkelte beboers ressourcer og situation.
Beboeren har mulighed for planlagt støtte i tidsrummet fra kl. 7-22 og mulighed for, ved akut behov, at kontakte nattevagten (rådighedsvagt) i tidsrummet fra kl. 22-7.

Beboerfælleslejlighed
Her har vi fællesaktiviteter som madlavning, fællesspisning, spilleaften, kreative aktiviteter, malerværksted, spillerum, beboermøder, cafe, padleboard i inderhavnen etc. Nogle aktiviteter vil foregå her og andre tage udgangspunkt herfra. Botilbuddet har, udover fællesspisning, flere faste ugentlige aktiviteter som yoga, gåture og friluftsaktiviteter.

Mere info finde på

https://tilbudsportalen.dk/tilbudssoegning/tilbudDetaljeside/index?tilbudsid=PPY-6141&afdelingsid=ad5ca5c4-da00-4926-ba89-945d39a625e8&aktivtMenupunkt=VOKSNE